Kærlighed og opsmøgede ærmer

Markens gaver er stiftet af Katrine og Petter, 2 landmænd som fandt hinanden mens de studerede på Kalø økologiske landbrugsskole. Katrines speciale var grøntsager og hun har bl.a. arbejdet hos Drys grøntsager i Ballerup, hvor både Petter og Katrine oplevede glæden ved det jordnære arbejde i marken på en lille produktion. I 2023 besluttede de sig derfor for at udleve drømmen som bønder i fællesskab. En tilværelse som kræver blod, sved og tårer, men til gengæld betaler tilbage med alle markens gaver, og glæden ved i fællesskab at arbejde for noget der er vigtigt.

Markens gaver er startet med optimisme, kærlighed, oprullede ærmer og båndene skabt mellem mennesker, der alle arbejder hårdt i håbet på at skabe en bedre verden.

Vores 3 fundamenter

Kærlighed

Vi bygger vores virksomhed op på et fundament af kærlighed. Kærlighed for hinanden, for vores arbejde, vores kollegaer, vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores jord. Vi fokuserer på at være nær det vi har kærlighed til, så vi har større mulighed for at skabe positive bevægelser der kan sprede sig udadtil.

Markens gaver

Vi ved fra egen erfaring, at når man først har smagt friskhøstede grøntsager fra en sund jord, er der ingen vej tilbage. Kvalitet kommer når man tager sig tid, gør sig umage og er bevidst om detaljerne. I marken lever vi vores bedste liv når vi mellem sved og tårer kan tage stunder til at smage på tomaterne eller salaten, for det er smagen af kvalitet og et sundt liv.

Ordets kraft

Hvis vi skal kunne efterlade en bedre jord end vi kom til, må vi samarbejde. Hvis vi skal samarbejde må vi kunne tale sammen og forstå hinandens behov og problemer. Vi kan mødes hos os, vi kan mødes i marken, i jeres køkken eller ved grøntsagsboden. Hvis vi kan dele vores erfaringer, ønsker og også bekymringer, så kan vi bedre hjælpes ad på vejen frem.